Hun ser sig om, gaden er mørk, lyset er gråt, verden er fjern. Skyggerne klumper sig sammen omkring hende, trækker sig nærmere, truer med at destruere hele hendes eksistens. Hvad vil de? Hvorfor er de kommet?
“NEJ” skriger hun, aldrig igen vil hun i glemslen indtræde og bare nøjes med at acceptere sin skæbne, hun vil ud, hun vil væk.
“Verden er ikke en joke, livet er ikke for sjovt” lyder hendes klage sang mens hun vender sigt anigt mod god og bønfalder ham om at tilgive hende for hendes største synd; At være, at blive, at leve. Hendes indgang til denne jord er en hån mod alt hvad der er godt og smukt, hun er ikke som de andre, de forstår hende ikke. Hun er ikke som de andre, hun er speciel, men i en verden af ensartethed kan det ikke acceptere, enhver anormalitet må og skal fjernes, initiativet brændes og håbet udslukkes. Al der er godt og rent skal ædes op af skyggerne og derved forsvinder ud i den evige glemsel, blive borte og dermed ikke være et problem mere.
“Tror du virkelig det nytter bare at glemme mig? Tror du jeg er mulig at slette, at fjerne uden et spor, at jeg kan brænde op og blive væk for altid?” Skriger hun mod himlen mens hun mærker glemslen langsomt strække sine kolde fingre ud mod hende, NEJ! Hun må væk hun må ikke gemme sig, ikke bare gå ud i glemslen som en anden kujon, hun vil finde en måde, folk skal HUSKE, uden hukommelsen er vi intet, jeg lever gennem dig og du i mig.
Ude i gadens lys ser hun pludselig verden som den virkelig er, der er lys, stjernelys, der kastes et skær over verden, men det er drømmeagtigt, fjernt, indnu en måde at blive glemt på. Glemt i lyset, stående som en ukendt statue, dømt til at blive ignoreret, kun benyttet af ligegyldige fugle. NEJ! Hun må vise verden som den virkelig er, hun må ud, ud i rampelyset, ses af hele verden.
At blive set vil gøre hende kendt, berømt og husket, men nej, den store kunst er død, tilbage lever kun det forgængelige, hvem bliver i dag husket? Hvem kan siges at have gjort et indtryk? INGEN! Verden er i dag for stor til storhed, det eneste vi kan gøre i dag er at leve vores småborgerlige liv.
Dette er hendes sidste erkendelse, hendes Sayōnara, inden tågen ruller over hende og for altid vil dække den skønhed hun havde.
Sayōnara min elskede, uden dig er livet ikke værd at leve, uden dig er sjælen gold og livet koldt. LIV LEV LYS
